Økologisk landbrug

     
     
     
     
Plantearvl    
 

Der er næsten ingen grænser for, hvilke afgrøder der kan dyrkes økologisk, det sværeste er nok frøafgrøder, der stiller store krav til renhed i jorden. Vi har dog haft held til i 2 år at dyrke hvidkløver til fremavl, men det er vist sjældent at man kan det.  Primært dyrker vi vinterafgrøder, rug, hvede. Vi har i et par år haft nøgenhavre, hvilket er en sort som ikke skal afskalles, inden den valses. Vi  har forsøgt os med Ure hvede, som har været meget vellykket, og som er en extra god brødhvede. Blandinger med vårbyg-ærter og græs er altid godt til vores kvæg.  

 

 
 

Det vigtigste på et økologisk  landbrug er at man har fået lavet sig et godt sædskifte, som passer til jordens beskaffenhed og opfylder behovet for vinterfodring til dyrene.Endelig spiller sædskiftet en vigtig rolle i kampen mod sygdomme, skadedyr og ukrudt. Kløvergræsmarken er en vigtig del af sædskiftet, her på Fredbogård tilstræber vi at have 2 år med græs, 1 år med rent korn, og 1 år med korn med græsudlæg, så kommer det hele til at gå op i en højere enhed med ” korn til salg – græsmarker til dyrene – produktion af vinterfoder ”.

 

 
Økolandbrug    
 

Da vi i 1983 købte vores første landbrug, var det en selvfølge at det skulle lægges om til økologisk drift. Vores grundholdning var at ”man kan da ikke være andet bekendt”, over for dyr og planter. Så da vi 1993 flyttede til Fredbogård, havde vi  fået en del erfaring med omlægning, så det kom os til gode her. Vores kvæg er jo optimalt at have, da de jo kræver græsmarker, og kan være en del af den omdrift, som man behøver for at være økolog. Jorden er grundlaget for enhver jordbrugsproduktion. I konventionelt jordbrug betragtes jorden hovedsagelig som et ”dyrkningsmedium”, hvis vigtigste funktion er at give planterne et ståsted og at være leverandør af opløste plantenæringsstoffer. Jorden som biologisk system har man derimod ikke interesseret sig for. Derfor er disse jorder i en biologisk miserabel tilstand. Ved omlægning til økologi handler det om at bedre jordens biologiske tilstand. Man kan til en hvis grad bruge regnorme som indikator, men også springhaler, mider og alle mikroorganismer har stor betydning. En vigtig ting er at organismerne har god plads, det vil sige mange hulrum i jorden. For at mikroorganismerne kan leve behøver de organisk gødning, her har kvæget stor betydning. Det siger sig selv , at brugen af sprøjtemidler ikke kan forenes med en biologisk rigtig jordbehandling. Alle former for sprøjtemidler , insektmidler og svampemidler virker skadende på jordens mikroorganismer. Da vores drenge var små havde de begge en trøje, købt hos Greenpeace, hvor der på ryggen stod Med store bogstaver, ”PAS PÅ VORES JORD TIL JEG BLIVER STOR” . Så det prøver vi her på Fredbogård at leve op til.

 

Ved vedvarende økologisk dyrkning vil jorden opnå dybtgående krummestruktur, og jorden vil være helt gennemvævet af et fint forgrenet rodnet, der er brunligt af jord partikler.

 

Ved vedvarende konventionel dyrkning vil jorden opnå tæt struktur med ringe biologisk aktivitet. Planterne udsender lange hvide "søgerødder", der er næsten uden forgreninger.